Haabløse Slægter

"Haabløse Slægter" udsendes i dette Bind for tredje Gang—akkurat fem og tyve Aar efter sin Fremkomst.

Bogen har haft sin Skæbne, som man siger, at alle Bøger har. Den første Udgave blev udsolgt paa Grund af en offentlig Anklage. Den anden Udgave forblev usolgt paa Grund af den samme Anklage, som i mange Aar fjernede mig fra Bogkøbernes Skabe.

Til sidst var der vel ingen mer, som troede, at alle de støvede Bog bunker "Haabløse Slægter" nogensinde skulde flyttes fra Forlæggerens Loft uden som Makulatur.

Alligevel gik det anderledes.

For en ti-tolv Aar siden huskede Menneskene pludselig den gamle Roman, som hed "Haabløse Slægter". De ikke blot huskede den. De spurgte endog deres Boghandler, om den endnu var at faa til Købs. Og lidt efter lidt svandt Bunkerne paa Loftet, til der slet ikke var flere "Haabløse Slægter" tilbage.

[Fodnote *: Til 3die Udgave, der udkom 1905 paa det Schubotheske Forlag, den sidste Udgave Bang selv besørgede og som han kaldte den "endelige", skrev han dette Forord.]

Det Schubotheske Forlag har ment, at en Bog, der har haft en Lod som denne: at være længe glemt for igen at blive husket—at den Bog har forsvaret sin Plads mellem de Bøger, som vil leve en Stund endnu.

Den udsendes altsaa atter.

Meget har jeg ikke rettet i den. I mine andre Romaner bliver jeg ikke træt af at file og "gøre bedre". Men i "Haabløse Slægter" nytter det saamæn ingen Ting. Den er nu en Gang saa god og saa daarlig som den er. At eftergaa "Stilen" er umuligt. For Bommerterne er vist altfor mange. At eftergaa selve "Bogen" er ligesaa umulig. Den vilde sikkert kun blive ringere, hvis et ældre Menneske gav sig til at gaa i Rette med, hvad et ungt Menneske skrev—fordi han følte det.

I "Haabløse Slægter" er det Pulsslaget der maa redde Værket. Den har ingen Adkomst til at leve endnu, hvis ikke dens Pulsslag endnu levende kan fornemmes.

Herman Bang Marienlyset, August 1905.