Guds Fred

Saa skal jeg da bort fra Hovedstaden. I femten Aar holdt den mig fast, den listige Skøge, bildte mig ind, at jeg ikke kunde undvære dens giftigt parfumerede Luft, dens støjende Lader, dens hidsende Anspændthed, dens forfinede Magelighed. Jeg sad i et Spind af tusind Fangetraade, jeg troede, den havde fanget mig for Tid og Evighed. Jeg troede vel ogsaa saa smaat, at den ikke kunde undvære mig. Var jeg ikke i Aarenes Løb bleven et fast Led i det store Maskineri? Ansaas af Alle for at høre med. Var selvskreven Deltager i Byens broget vekslende Liv, snart festklædt, snart sørgeklædt; gav min Stemme med i de afgørende Ordskifter, blev spurgt og søgt, var Raadgiver og Hjælper, en paalidelig Ven, en Fjende, der maatte regnes med.

Hvor træt jeg ofte har været. Udslidt som en gammel Droskehest, der maa drives afsted med Piskeslag og som gærne lagde sig plat ned paa Stenbroen og blev liggende, til Døden og Hvilen kom.

Dødsenstræt er jeg, af Fornøjelser og Arbejde, af altid at være til Rede, tage Parti, forsvare og angribe; dødsenstræt og i mit Hjærte saa ligegyldig, mens ingen Slaphed tør røbes i Ord og Væsen.

Allermest træt af den evige Kamp for Penge. Penge, der maatte og skulde skaffes, slides til Veje, laanes frem, forrentes, tilbagebetales, altid flere, altid besværligere — en stedse voksende Lavine, mere og mere truende, tungere for hver Time at stemme Ryg imod, hæmmende Arbejdsevnen om Dagen, skræmmende Søvnen som en Mare.

Hvorfor undre sig over den mer eller mindre aabenbare Støtte, Socialismen i stigende Grad vinder hos Folk, der ikke hører til de legemlige Arbejdere? Forklaringen ligger lige for Haanden. Hvad har de ni af ti blandt os, der rangerer i de øvre Klasser, at tabe ved en Samfundsomvæltning, en Forandring af de herskende økonomiske Regler og Love? Vi er, mindst de ni af ti, Proletarer, der kæmper en haabløs Kamp for at faa de Indtægter, Samfundet under os, til at holde Maal med de Udgifter, det samme Samfund kræver af os, om vi ikke vil sættes udenfor Numer. Paa faa Undtagelser nær lever vi alle over Evne, Embedsmænd og Kunstnere, Videnskabsmænd og Handlende, Præster, Skuespillere, Oberster, Journalister, Borgmestre og Poeter. Hvad tabte vi vel, om pludselig den store Eksplosion kom, Eksplosionen, som sprængte Samfundet løs af alle Fuger og lavede Fidibusser af Gældsbreve, Veksler og Forskrivninger? De har det maaske endda forholdsvis bedst, som lever fra Haanden i Munden. Deres Fordringer til Livet er smaa og der stilles ingen Fordringer til dem. Hellerikke er det dem, der satte Gang i den Bevægelse, som fører til Omvæltningen. Det er Mænd fra vor Midte, der lærte dem at blive Socialister, det er Fortvivlelsen i de højere Klasser, der har avlet Kravene nede fra.