Enkens Søn

Da Rigsgrevinden af Waldecks Valg til Priorinde for Klosteret blev bekjendt i Eisenstein, vakte det megen Kritik. Det var godt nok at være Enke efter en Helt fra Gravelotte, men derfor omstyrtede man dog ikke de ældste Ordensregler og blev Priorinde, naar man kun var et Par og tredive Aar. Men saadan gik det, naar man var protegeret af Hoffet.

Harmen pustede sig op rundt ved Stiftsfrøknernes smaa Te'er og efter
Bibellæsningerne, naar alle var samlede. Frøken von Salzen strammede
sine Kappebaand og talte om en Adresse til hendes Durchlauchtighed
Protektricen.

Men da Grevinden—fin og bleg og lille var hun, saa hun næsten blev borte under det lange Enkeslør—første Gang havde talt i Ordensforsamlingen med sin Stemme, der lød som et frygtsomt, bedrøvet Barns; og da de gamle Stiftsdamer en Uges Tid havde set Priorinden vandre sin Aftentur op og ned i Lindealleen med sin Søn under Armen, Otto Heinrich, en Krøltop, der kun var ti Aar og allerede lige saa høj som sin Moder—hvor tæt gik de ind til hinanden—begyndte de gamle Damers Sind at mildnes.